Hvordan ville du reagere, hvis en bekendt blev psykisk syg og fik en psykiatrisk diagnose gående på, at problemet var biokemisk eller arveligt/genetisk betinget og således uhelbredeligt? Du får også at vide, at personen er blevet stillet livslang medicinering og måske elektrochok i udsigt. Selvom der er oplevelser og udfordringer i personens liv, som kan forklare den psykiske tilstand, er det psykiatriske udgangspunkt stadig det forventede livslange behandlingsbehov.
Umiddelbart vil du sikkert tænke, hvordan du kunne hjælpe vedkommende, udtrykke forståelse og vise empati, men muligvis ville du også føle dig en smule utryg i personens selskab. Personen er jo åbenbart til dels styret af kræfter uden for hans eller hendes kontrol og de kunne betyde ubehag eller i værste fald fare for dig selv. Du kunne tænke, at medicinen måske nok virker og beskytter dig, men hvad nu hvis han glemmer at tage den en dag, du er sammen med ham.
En canadisk undersøgelse* viste, at
[ul]
[li]42 % af de adspurgte ikke længere ville have omgang med en ven diagnosticeret med en psykiatrisk sygdom [/li]
[li]55 % af de adspurgte ikke ville gifte sig med en, som lider af en psykiatrisk sygdom [/li]
[li]25 % af de adspurgte var bange for at være i selskab med en, som lider af en psykiatrisk sygdom [/li]
[li]50 % af de adspurgte ville ikke fortælle venner eller arbejdskolleger det, hvis et familiemedlem led af en psykiatrisk sygdom[/li]
[/ul]
En psykiatrisk diagnose er med andre ord i bedste fald et stille stigma, som langsomt isolerer personen med diagnosen.
Hvordan ville du reagere, hvis en bekendt fik det psykisk dårligt og gennemlevede en udfordrende livssituation, [i]uden[/i] at psykiatrien var blandet ind i det? Dine umiddelbare tanker ville sikkert ligne dem ovenfor, men, uden den psykiatriske mærkat om grundlæggende uhelbredelighed, ville opmærksomheden på din egen beskyttelse nok slet ikke være til stede og du kunne tro på, at personen kunne blive herre over sine øjeblikkelige vanskeligheder og komme ud okay på den anden side. Dermed ville du nok være mere tilbøjelig til at hjælpe og bistå vedkommende frem for at reagere med langsom afstandtagen.
Påstanden om, at årsagen til psykiatriske sygdomme er biokemisk eller arveligt/genetisk betinget kommer fra psykiatrien og den psykiatriske medicinalindustri, da den udgør hele grundlaget for overhovedet at bekæmpe psykiatriske symptomer med psykofarmaka. Denne industri gør meget ud af at tegne et billede, hvor den psykiatrisk syge person i kraft af uhelbredeligheden skal beskyttes mod stigma og andres evt. opfordringer om blot “at tage sig sammen”. På overfladen kan det virke sympatisk og medfølende, men det er kynisk salgsfremmende og gør psykiatriske patienter en kæmpe bjørnetjeneste. For det første fratager det dem initiativ, da det jo ikke nytter at kæmpe imod og prøve at komme ud af noget uhelbredeligt, og for det andet er der det stille og uudtalte stigma førende til isolation, der fastlåser situationen og “tydeliggør behovet” for psykofarmaka.
Når der er håb om, at en psykisk udfordret person kan blive herre over sine problemer, så kæmper han/hun selv, og familie, venner og bekendte er tilbøjelige til at støtte og hjælpe personen i de svære tider, snarere end langsomt at lægge afstand til vedkommende.
Når psykiatrien får lov at råde og tegne et billede af uhelbredelighed og livslangt behandlingsbehov, så spreder der sig håbløshed og ensomhed, som forstærker de psykiske udfordringer.
*[a href=”http://www.cfhi-fcass.ca/publicationsandresources/Mythbusters/ArticleView/12-06-04/a078ceca-4a41-4d14-82b5-b60f5a8bb991.aspx” target=”_blank”]http://www.cfhi-fcass.ca/publicationsandresources/Mythbusters/ArticleView/12-06-04/a078ceca-4a41-4d14-82b5-b60f5a8bb991.aspx[/a]