Raben Rosenberg har udgivet en bog, “Psykiatriens grundlag”, som er en guldgrube af indblik i netop psykiatriens grundlag og hele dens fantasiverden og tænkemåde. Vel ud fra en ide om, at det sikrer en vis form for legitimitet, gør psykiatrien meget ud af at have teorier eller modeller for psykiatriske sygdomme, der skal beskrive deres karakter og forklare deres årsager. Her er et citat vedrørende den mest udbredte psykiatriske model:*
[i]Uden et tilstrækkeligt kendskab til konkrete årsager til psykiske lidelser og vanskelighed ved at afgrænse sygdomsmekanismer sker vort daglige kliniske arbejde derfor ud fra en generel sygdomsmodel, der kaldes den bio-psyko-sociale model (BPS-model). Den siger i al sin enkelthed, at tilgangen til psykisk lidelse må inddrage både biologiske, psykologiske og sociale forhold, og at lidelserne afspejler et uhensigtsmæssigt samspil mellem forskellige årsagsfaktorer. Modellen er intuitivt rimelig og klinisk meningsfuld, men i sin generelle formulering kan den forekomme næsten triviel – hvilke andre årsager skulle der da være?[/i]
Vi må give Raben Rosenberg ret i, at der nok ikke kan være andre årsager og citatet kan vel nogenlunde omskrives som følger:
I psykiatrien ved vi ikke, hvad der udløser psykiske lidelser og vi har efterhånden opfundet så mange psykiatriske forstyrrelser, at det er svært at skelne dem fra hinanden. Derfor virker det intuitivt rimeligt at arbejde ud fra, at årsagen til psykiatriske forstyrrelser kan være enten af biologisk, psykologisk eller social karakter, og for at være helgarderet må vi også være åbne for, at det kan være et uhensigtsmæssigt samspil mellem disse faktorer. Hermed har vi en klinisk sygdomsmodel kaldet den bio-psyko-sociale model (BPS-modellen eller Bevar Psykiatriens Sludder), som ingen kan hævde er forkert, da man ikke kan forestille sig andre årsager til psykiatriske lidelser. Derfor er modellen klinisk meningsfuld og mon ikke vi så kan få arbejdsro.
Raben Rosenberg skriver videre om BPS og beslægtede modeller:
[i]Alle sådanne modeller er bredt formuleret og derfor også teoretisk temmelig uforpligtende for sygdomsforståelse og forklaringer.[/i]
Så sandt, så sandt og det fortsætter:
[i]Disse eksempler illustrerer, at vi i vores kliniske dagligdag hyppigt bruger årsagsforklaringer på en ret upræcis måde, idet vi inddrager eksempler fra meget forskellige faglige områder, enten som overordnede begreber (arvelige og psykiske faktorer) eller som specifikke forklaringer med henvisning til en helt konkret forstyrrelse, fx af dopamin-neurotransmission eller eksekutive funktioner. I formidlingsssammenhæng sker det tilmed ofte med grove forenklinger: Skizofreni skyldes overproduktion af dopamin eller traumatiske barndomsforhold i familien, særligt forholdet mellem barn og moder.
Hvor skal man starte? Hvor skal man stoppe? Den biopsykosociale model giver professionelle behandlere tilladelse til at gøre alt men uden specifik anvisning for noget som helst.
Med disse citater peger Ghaemi [en psykiater, som har skrevet en bog om BPS-modellen] på, at BPS-modellen tillader en ekspansion af psykiatrien uden grænser, fordi en hvilken som helst menneskelig adfærdsform kan sygeliggøres og både beskrives og forklares under henvisning til biologiske, psykologiske eller sociale faktorer. Ifølge visse kritikere er det nøjagtigt, hvad der er sket via udvidelsen af antallet af diagnoser fra DSM-II til DSM-5. Desuden åbner modellen op for myriader af mulige behandlings- og interventionstiltag, således som det er kommet til udtryk med øget udskrivning af psykofarmaka, brugen af mange forskellige psykoterapeutiske metoder i mange forskellige settings, fx som kriseterapi ved akutte traumer og vidtgående ændringer af organisatoriske forhold ved behandling, fx udvikling af distriktspsykiatri og mange behandlingstiltag i socialpsykiatrien. Selvom de enkelte tiltag kan være fornuftige nok, er Ghaemis pointe, at der ikke ligger en klar rationalitet bagved, fordi modellen er for generel til at muliggøre dette.
Som omtalt er den [BPS-modellen] næsten triviel ved at pege på de tre indlysende grupper af sygdomsårsager, der indgår i den. Den forklarer nemlig ikke, hvorledes sygdom kan opstå i dette samspil, og heller ikke de biologiske, psykologiske og sociale faktorers relative betydning. Det gør den til et potentielt redskab for ideologiske og politiske interesser, der kan true psykiatri som et lægevidenskabeligt speciale. Man kan jo vælge, hvilket af områderne man vil prioritere.[/i]
Man må næsten spørge sig selv, om Raben Rosenberg i virkeligheden er for klog til at være psykiater, for han kan jo tilsyneladende godt se komikken. Det er der sikkert også andre psykiatere, der kan, men de lever jo af at holde liv i dette cirkus.
Ovenstående illustrerer, at psykiatrien effektivt intet begreb har om psykiske lidelser. Ud fra tilsyneladende plausible men faktisk vidtløftige teorier om hjerneprocesser laver den psykiatriske medicinalindustri formålsbestemte forsøg med diverse kemikalier kaldet psykofarmaka, behandler og præsenterer forsøgsresultaterne på kreativ måde og besnærer eller smører myndighederne til at godkende dem i psykiatrien til skade for de psykiatriske patienter.
*Raben Rosenberg, PSYKIATRIENS GRUNDLAG – historie, filosofi og videnskab. Aarhus Universitets forlag, 2016, side 306-315.