Western Australia (WA) var først været igennem en eksplosion i antallet af ADHD-diagnoser til børn og oplevede derefter en betydelig og vedvarende tilbagegang. Derfor er det interessant at se på mulige paralleller og om de australske erfaringer og landvindinger kan vende udviklingen her i landet, når nu Danmark stadig er i eksplosionsfasen med hensyn til antallet af ADHD-diagnoser.
Eksplosionen i antallet af ADHD-recepter i WA fra 1989 til 2003 blev skabt af en håndfuld børnelæger i Perth, som var meget entusiastiske, hvad markedsføring, diagnosticering og receptudskrivelse for ADHD angik. Men indførelse af skrappere regler om ansvar ved receptudskrivelse i 2003 og en intens lokal debat om validiteten af diagnosen og lægemidlernes sikkerhed førte til et brat fald i medicinering af børn i WA.
Antallet af ADHD-medicinerede i WA steg fra 880 i 1989 til 20.648 i 2000, hvoraf 14-18.000 af Sundhedsministeriet og andre vurderes at være børn. Det var i forhold til befolkningens størrelse over gennemsnittet i USA, og blandt det højeste i verden. Stigningen fortsatte frem til indførelsen af de skrappere regler om ansvar ved receptudskrivelse i 2003, for derefter at falde til 5.666 børn i 2008. I samme periode faldt andelen af amfetamin-misbrugende teenagere i WA til ca. det halve.
Globalt har man over de seneste årtier set en stor stigning i narkotikamisbrug samtidig med en stor stigning i udskrivning af psykiatrisk medicin, men udviklingen i WA, hvor illegalt narkotikamisbrug falder parallelt med faldet i udskrivningen af psykiatrisk medicin, er bemærkelsesværdig. Kan det tænkes, at mængden af udskrevet psykiatrisk medicin er et pejlemærke for omfanget af narkotikamisbrug i samfundet eller måske ligefrem er den motor, som forkorter vejen til narkomani?
Bekymring over hyppigheden af ordinering af ADHD-medicin i WA opstod første gang i midten af 90erne, og regeringen i WA nedsatte i 1995 en arbejdsgruppe til at rapportere til regeringen om forekomsten af ADHD i Western Australia og søge eksperters mening om hensigtsmæssig diagnose og behandling af tilstanden. Rapporten pegede på bekymring over diagnose-praksis hos nogle unavngivne børnelæger i Perth og fremhævede problemer med udøvelsen af den såkaldte Blok-autorisation.
Blok-autorisation fritog læger, som udskrev rigtig meget medicin, fra de normale krav om tilsyn og rapportering, idet disse læger forventedes at være fortrolige med retningslinjerne omkring ordinering af behandling. Effektivt betød det, at de læger, som udskrev rigtig meget medicin, var dem, som mindst kunne drages til ansvar. I modsætning hertil kunne en læge, som sjældent udskrev medicin, i den sidste ende holdes ansvarlig for hver enkelt recept. Formodentlig var tanken bag politikken om Blok-autorisation den antagelse, at dem, som udskrev rigtig meget medicin, var kompetente inden for ordinering af især dex-amfetamin og methylphenidat (Ritalin) til ADHD.
Efter pres fra parlamentsmedlemmet Martin Whitely blev Blok-autorisation afskaffet i august 2003 og der blev indført et overvågningssystem omkring ADHD-medicin. De skærpede rapporteringskrav og muligheder for at drage læger til ansvar udløste øjeblikkeligt et dramatisk fald i udskrivningen af ADHD-medicin til børn. Disse tiltag blev i 2004 fulgt op af en parlamentsundersøgelse i WA, som satte gang i en intens lokal debat om validiteten af diagnosen og lægemidlernes sikkerhed.
Hvad er så læren fra Western Australia, som fik vendt udviklingen både i ADHD-medicinering af børn og i misbruget af gadenarkotika, som kemisk er i familie med ADHD-medicin?
Først og fremmest har man som borger to valgmuligheder, når antallet af ADHD-diagnoser og medicinering af børn eksploderer som i Danmark i de senere år:
1) Man kan tro på “eksperterne” i ADHD-industrien – psykiaterne og lægemiddelfirmaer samt deres patientforeninger og interessegrupper – som hævder, at der i virkeligheden ingen eksplosion er, men at lægerne blot er blevet bedre til at opdage og diagnosticere ADHD og lobby’er for, at deres industri “i patienternes interesse” bør udvikles og tilføres langt flere midler til forskning, oplysning, behandlingstilbud osv.
2) Man kan konkludere, at der må være noget ravruskende galt.
I Western Australia valgte myndighederne og borgerne mulighed 2). Da lægerne pludselig skulle kunne gøre rede for ADHD-diagnoserne og ville kunne drages til ansvar derfor, faldt antallet af ADHD-diagnoser og medicineringen af børn dramatisk. Tidligere havde lægerne meget rundhåndet diagnosticeret børn med ADHD og sat dem i medicinsk behandling, men nu, hvor de skulle gøre rede for hver enkelt diagnose og recept, var der ikke længere så mange “ADHD-tilfælde”. Det fik befolkningen til at spørge sig selv om den psykiatriske “sygdom” ADHD i virkeligheden er en pengemaskine drevet af medicinalindustrien i samarbejde med psykiaterne. Det synspunkt forstærkes kun af, at faldet i antallet af ADHD-tilfælde gik hånd i hånd med et markant fald i narkotikamisbruget blandt teenagere.
Selvfølgelig er der intet belæg for at forbinde medicinalindustrien og psykiatrien med narkokriminalitet, men det er logisk, at psykiatrisk ADHD-medicin prædisponerer folk for at blive regulære narkomaner, når ADHD-medicin kemisk og virkningsmæssigt ligner de forskellige former for vanedannende amfetamin og kokain.
I Danmark er der statistik over ADHD-tilfælde i de enkelte regioner – nu har vi brug for at vide, hvor mange recepter på ADHD-medicin de enkelte psykiatere og læger udskriver. Tænk hvis det for Danmarks børn og unge kunne være første skridt mod den samme opsigtsvækkende udvikling, som man har set i Vest-Australien.
Kilde: [a href=”http://speedupsitstill.com” target=”_blank”]http://speedupsitstill.com[/a]